Angsten er som en vagthund

Angsten er som en vagthund. Den passer på sin ejer som udgangspunkt. Den kan med fordel trænes, hvis den er for vagtsom. Angst er ifølge forskning i den kognitive psykologi en af de seks Grundfølelser, der kan observeres og går på tværs af kulturer verden over: Angst, Vrede, Sorg, Glæde, Overraskelse og Afsky. Undersøgt af den amerikanske Professor i Psykologi Sonja Lyubomirsky: sonjalyubomirsky.com, der senest især forsker i glæde. Emnet Følelser var virkelig interessant, da jeg blev undervist af Psykolog Irene Oestrich og Psykolog Lennart Holm i Kognitiv Terapi nede på Psykiatrisk Center Sct. Hans.

Følelser er som udgangspunkt en medfødt egenskab og en vigtig del af at være menneske. De er naturlige, det er et beredskab, som vi alle sammen har og kan have brug for at opleve. Til dels for at kunne overleve helt grundlæggende ved fx fare og til dels for at kunne fungere sammen med andre mennesker.

Angsten er vigtig som en beskyttende faktor, der sikrer overlevelse mod en oplevet fare. Det kan være rigtig godt og brugbart, hvis man står overfor en reel fare, som man skal undgå. I den psykodynamiske tradition taler man om Realangst, når man med god grund er bange for en reel fare, f.eks. en høj klippe eller et vilddyr. 

En del af problemet ved angst er, at det kan være besværligt og hæmmende, hvis man tolker objektivt set ufarlige situationer som farlige. Jeg har arbejdet med folk, der var frygteligt bange for at finde bananskræller eller hundelorte på gaden, og derfor ikke kunne gå ud af frygt for at falde eller blive smittet med farlige sygdomme. Lige så vel folk, der var frygtelig bange for at smide vigtige papirer ud. Hvilket medførte, at de ikke kunne gå ud og deres hus blev fuldstændig fyldt med post, papir fra husholdningen og magasiner gennem flere år. Det kunne jo sidde vigtig post for eksempel fast på fuldstændig ligegyldige ting som et brugt tebrev.

Den gode nyhed i denne her sammenhæng er, at angsten kan trænes, så den bliver mindre overfølsom, mere realistisk. Ligesom en vagthund kan lære, at den ikke behøver at reagere på selv den mindste lyd. Det store værktøj fra den kognitive psykologi i forhold til angst er Eksponering. Du kan læse mere om eksponering inde på Metodedelen på min hjemmeside. Man kan vænne sig til en situation, og samtidig kan man tale med en psykolog om den, så man også kan forholde sig til de oplevelser, man har i situationen. På den måde kan man gå til situationen ud fra fx den Kognitive Psykologi, der deler op i fire forhold: Adfærd, Krop, Tanker og Følelser. Bedre kendt som den Kognitive Firkant eller Diamant. 

Ifølge den kognitive psykologi og Lyubomirsky kan følelser beskrives med ét ord. Hvis man begiver sig ud på en længere forklaring om, hvad man oplever, taler man ofte om tanker. Følelser kan beskrives med ét ord, ud fra de ovennævnte seks grundfølelser. Det kan være en kombination af dem, men igen kan man oftest finde ét ord, der beskriver ens følelser. 

I det her indlæg handler det om angst. Afslutningsvist er den gode nyhed, at angsten kan blive mindre, blive mere realistisk, og man kan træne ens beredskab.

Tak fordi du læste med. Du er meget velkommen til at henvende dig, hvis du gerne vil snakke videre om nogle af disse forhold.

Rul til toppen