De har begge et centralt fokus på adfærd/praksis, nutid og fremtid samt ønskede måder at leve på. De er løsningsfokuserede, og orienterede mod folks tanker eller indre dialoger i det narrative. De kognitive psykologer har siden 1990’erne været rigtig gode til at undersøge deres ideer naturvidenskabeligt, og var blandt de første til at påberåbe sig evidens for deres psykologiske tilgang. “Det virker!” sagde man med sikkerhed i stemmen, hvorefter der desværre fulgte en tendens til at nedgøre andre hævdvundne psykologiske metoder. Siden er evidensbegrebet blevet grundigt diskuteret fagligt, fx hos Scot Miller, der især taler for kontinuerligt at undersøge klientens vurdering af terapien i sin Feedback Informed Therapy (FIT). Andre metoder har siden adopteret den kognitive ide om at begrunde deres metoder med evidens. Mere om det en anden gang. Du kan læse mere om de kognitive teknikker i det følgende og ovre i min Metodedel her på hjemmesiden.
Jeg er som psykolog og studerende trænet siden 2001 i den narrative metode ved Michael White, som tilhører den socialkonstruktionistiske skole. Det er et videnskabsteoretisk begreb, som blev defineret indenfor psykologien af den amerikanske Professor og Psykolog Kenneth Gergen tilbage i 1985 i bogen “The social construction of the person”. Vi er vores sociale relationer og personligheden skifter afhængigt af, hvem vi er sammen med. Vi har multiple/flere selver. Der er fokus på sproget og ords betydning for den enkelte person. Det individuelle anerkendes som indlejret i sociale relationer. Vi står altid i forhold til nogen.
Her kan jeg godt lide den kognitiv-adfærdsterapeutiske metode, som jeg i 2007 mødte på Psykiatrisk Center Sct. Hans ved mine undervisere, især Psykologerne Irene Oestrich og Lennart Holm. Den anerkender, at vi som mennesker også står i forhold til noget; især vores egne tanker. Videnskabsteoretisk vil jeg placere den kognitive metode indenfor socialkonstruktivisme, der i højere grad anerkender individet uafhængigt af sociale relationer. Da jeg trænede den narrative metode på DISPUK hos Psykolog Allan Holmgren og Michael White, savnede jeg et fokus på, hvad der foregik inden i individet. Mere krop og følelser. Det var sproget og folks levede hverdag, deres praksis; vi havde opmærksomhed på. De Wittgensteinske sprogspil, folk levede med og i: Hvordan de brugte sproget. Hvordan folk gjorde/levede et emne. Praksis og Mening var de centrale kategorier. De diskurser, der påvirkede dem; de temaer eller overskrifter, man kunne udlede for deres liv.
Da jeg mødte det kognitive, kunne jeg lide det meget konkrete, praksisorienterede fokus, som jeg kendte godt fra det narrative. Samtidig var det også lidt mere enkelt. Jeg kunne godt lide inddragelsen af krop og følelser som fast bestanddel i den psykologiske undersøgelse. Samtalerne skulle kunne omsættes til handling. Folk skulle træne og lære noget nyt for at løse deres problemer. Se fx Judith S. Beck (datter til metodens nedenfor nævnte ophavsmand) og Christine Padesky. Metoden er ret enkel. Man taler ind i folks helt grundlæggende opfattelser; det man kalder Skemata. Det er folks holdninger til: Sig selv, Andre og Livet i det hele taget. Man taler om den amerikanske psykiater og grundlægger af metoden Aaron Becks grundlæggende kognitive trekant. Disse grundlæggende opfattelser eller antagelser påvirker folks måde at forstå og handle i deres liv. De påvirker alt ved folks liv, og de er sjældent umiddelbart bevidste eller præsente for folk. Man kan udlede dem sammen med en god psykolog. Det næste kognitive niveau, som er nemmere at finde, som folk ofte kan sige højt, er Leveregler. Det handler om, hvordan folk synes, de selv skal være for at være gode nok. Det viser sig typisk i sætninger som: “Hvis man skal fx være et ordentligt menneske, så skal man gøre…”. Burde-, kunne-, skulle-udsagn.
Her viser det kognitive et spændende fokus på sproget, som jeg holder meget af fra det narrative og socialkonstruktionistiske. Folk har ofte selvundertrykkende leveregler. Der ligger meget information gemt i de enkelte ord, folk bruger. Information om deres holdninger til sig selv, andre og verden. Man arbejder sprognært. Jeg plejer at kalde dem fætter/kusine-metoder. De har mange fælles fokusser eller foci. Det kan godt være, den Narrative og den Kognitive metode kommer fra forskellige videnskabsteoretiske standpunkter, men i praksis har jeg haft stor glæde og effekt af at have et sideløbende fokus på dem begge i mit arbejde. Nogle gange have et fokus på diskursen i folks fortællinger, nogle gange mere fokus på, hvordan folks tanker, følelser, kropslige oplevelser og adfærd hænger sammen.
Siden mit speciale i 2003, hvor jeg undersøgte, hvordan man kunne forøge psykotiske folks handleevne gennem en kobling af narrativ og kognitiv metode, har jeg været inspireret af begge metoder. Eksemplificeret ved Jaakko Seikkulas spændende socialkonstruktionistiske tilgang; Åben Dialog, udviklet i 1990’rne i Finland. Mit speciale ligger her på min hjemmeside under Publikationer, hvis du vil se det.
Tak fordi du læste med. Du må endelig henvende dig, hvis du har nogle spørgsmål.