Metode

Jeg trækker i mit arbejde på forskellige psykologiske skoler og har især trænet Narrativ og Kognitiv terapi. Min egenterapi har været Humanistisk, Eksistentiel, Systemisk og Psykodynamisk. Supervisionen har været Narrativ, Løsningsfokuseret, Kognitiv, Psykoanalytisk og Emotionsfokuseret. Jeg integrerer selv flere metoders perspektiver i mit arbejde, og man kunne kalde min tilgang Metapsykologisk; et dejligt ældre udtryk Freud brugte.

Herunder kan du læse mere uddybende om min metodiske tilgang. For nærmere information kan du kontakt mig her.

Scroll ned ad siden for at læse mere, eller benyt dig af indholdsfortegnelsen for at springe til et udvalgt emne. Du kan desuden klikke på de fremhævede navne i teksterne nedenfor for at læse mere.

Hvad er terapi?

Ordet terapi kommer af det græske Therapeia, der betyder lindring eller pleje. Terapi hos en psykolog kaldes psykoterapi, fordi fokus er på klientens psykiske funktion eller velbefindende. Det foregår ved samtale, hvor man i fællesskab undersøger klientens problem og prøver at finde andre forståelser, der skaber muligheder for bedre måder at leve på. Min tidligere supervisor Allan Holmgren kaldte det at opløse problemet. Ved at tale om det kunne man finde nye redskaber, der kunne rede og skabe.

Hvordan taler man sammen?

Klienten vælger et emne, og psykologen spørger til forskellige aspekter af det. Nogle gange kan klienten have brug for at få luft for frustrationer eller sorg. Andre gange kan det være at få nye perspektiver i sit liv, så klienten bedre kan gå videre. Det kan også være klientens måde at tænke om og forstå sit liv, der hæmmer eller spænder ben for denne.

For mig er det vigtigt, at hun/han selv vælger, hvad der er behov for at tale om. Jeg kan hjælpe med at belyse det, så klienten bedre kan vælge, men det er hende/ham, der vælger. Klientens fokus kan skifte undervejs i forløbet, og det er helt okay. Vi taler om det, der rører sig. Det, der fylder eller det, klienten har på hjerte.

Overføring i transteoretisk perspektiv

Når man taler sammen i en terapeutisk sammenhæng, så sker der ofte noget på et andet plan end det sproglige. Både klienten og psykologen får tanker, billeder, oplevelser eller stemninger. Nogle gange stammer ens oplevelser fra klienten, nogle gange fra en selv som psykolog.

Den psykologiske retning, som har beskæftiget sig mest med de fænomener, er den Psykodynamiske. Den psykologiske skole har udviklet et særligt sprog for det, som sker mellem klienten og psykologen; de kalder det Overføring. Det er oplevelser, man som psykolog kan og bør være opmærksom på, da de ofte rummer vigtig information om non-verbalt materiale eller kommunikation i det terapeutiske rum. Det er noget, der sker uanset psykologens metode, men det er stort set kun de psykodynamiske psykologer, der har opmærksomhed på det.

Det synes jeg, er synd, fordi det kan være en kilde til en væsentlig bedre forståelse af klientens oplevelser, især de nonverbale, som denne måske ikke lægger mærke til, men som psykologen oplever. Det har jeg et fokus på i løbet af samtalen; Argyris & Schön kaldte det en Dobbelt Opmærksomhed, når de skrev om Refleksion i Praksis. At man på samme tid deltog i en samtale og overvejede grundlaget for samtalen. Det, som sker uden at blive sagt.

Mit bedste bud på at forklare, hvad det er, der sker, er et billede fra fysikken; Interferens. Det er, når to bølger møder hinanden. Så vil de blive påvirket gensidigt. En slags samklang. På samme måde kan man som psykolog nogle gange opleve en stemning, en følelse eller et billede undervejs i samtalen.

Efter at have vendt dette fænomen med flere af mine supervisorer, vil jeg se det som et udtryk for det, man indenfor Psykodynamikken kalder Overføring. Som psykolog gælder det om at blive opmærksom på disse oplevelser og reflektere over dem, gerne sammen med klienten, hvis det er muligt. Der kan ske det, at psykologen bliver overvældet af sin oplevelse, og ikke er i stand til at reflektere over den. Derfor er det som psykolog grundlæggende, at man vender sine tanker og oplevelser med en supervisor. Så man bedre kan blive klar over, hvad der foregår i den terapeutiske samtale og ens egne reaktioner undervejs.

Etisk praksis

Samtalerne foregår efter alle retningslinjer fra Dansk Psykologforening om God Etisk og Moralsk Praksis.

Der iagttages tavshedspligt medmindre, der er tale om akutte, livstruende situationer. Metoderne er fagligt anerkendte og videnskabeligt underbyggede. Der tilstræbes gennemsigtighed omkring teknikker og refleksioner. Brugbarheden af samtalerne vurderes løbende med klienten. Der tages noter undervejs, og klienten er altid velkommen til at se disse. Fornyligt er jeg, inspireret af en kollega Psykolog Tina Møller, begyndt at foreslå, at klienterne kan fotografere noterne fra samtalen, hvis de vil. På den måde er de nemmere at huske.

Jeg var godt i gang med min Specialistuddannelse i Psykoterapi med Voksne, før jeg blev syg i 2010 og nåede 90%. I disse år prøver jeg at færdiggøre den. Fagpolitisk er jeg meget optaget af at markere psykologbranchen i forhold til resten af markedet indenfor psykologisk arbejde; psykiatere, psykoterapeuter etc.

Psykolog, Psykiater, Psykoterapeut, Coach – Hvad er hvad?

Psykologtitlen er beskyttet i Danmark. Det betyder, at man først må kalde sig ”Psykolog”, når man har en femårig universitetsuddannelse som Kandidat i Psykologi; enten Cand. Psych., Cand. Pæd. Psych. eller Cand. Mag. Art. i Psykologi. Se mere her.

Uddannelsen rummer ca. 8.300 timers undervisning og er videnskabeligt begrundet. En Psykiater er en læge, der har videreuddannet sig til Speciallæge i Psykiatri.

Forskning ved min kollega Psykolog Lars Didriksen i psykoterapeuters uddannelser viser, at det højeste niveau i Danmark er en fireårig uddannelse, der er godkendt af psykoterapeuternes forening. Efter en sådan uddannelse må man kalde sig Psykoterapeut MPF (Medlem af Psykoterapeut Foreningen). Uddannelsen består af ca. 700 timers undervisning med omkring 2000 siders pensum af svingende fagligt niveau i alt blandet med egenterapi i gruppe. Typisk foregår det inden for én retning som fx Kognitiv terapi eller Gestaltterapi. Titlerne som ”Terapeut”, ”Psykoterapeut” og “Coach” er ikke beskyttede i Danmark. Det vil sige, at alle kan kalde sig det.

Man efteruddanner sig som psykolog først til at være Autoriseret. Det tager minimum to år. Dernæst Specialist, som kræver tre års fuldtidsarbejde indenfor specialet og en stor mængde efteruddannelse. Siden to år for at blive Supervisor. Alle uddannelserne er udviklet og godkendt af det offentlige og psykologforeningen i Danmark. Du kan se mere her om uddannelsen og de forskellige specialer.

Struktureret / Ikke-struktureret forløb

Jeg er opmærksom på betydningen af i hvor høj grad, man som psykolog sætter dagsorden for samtalen med klienten. Jo mindre, jeg strukturerer samtalen, jo mere plads til klientens refleksioner bliver der. Det stiller samtidigt højere krav til klientens eget kognitive funktionsniveau. Nogle klienter kan føle sig lidt utilpasse ved det i starten, indtil de har vænnet sig til det.

Jeg kommer bla. fra den kognitive adfærdsterapeutiske skole, hvor man strukturerer samtalen meget. På Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor jeg arbejdede sidst, var patienterne ofte så dårligt fungerende, at det virkede alt for angstprovokerende, hvis dagsordenen var utydelig. Jeg synes godt om at strukturere mindre, og finder, at det giver mere ro og eftertænksomhed i samtalen. Den bliver friere og mindre rationel, mere oplevelsespræget.

Hvordan sker forandringen?

Tidligere mente man, at effekten opstod med en ny Indsigt hos klienten under terapien. At der blev forløst bundne spændinger gennem nye forståelser. I nyere terapeutiske metoder, som dem jeg anvender, fokuserer man på, hvordan klienten kan træne sine nye ideer i livet mellem sessionerne. I gamle dage talte man om indsigt. I nyere tid taler man om Udsigt. En af mange pointer fra min mentor Allan Holmgren ved DISPUK.

Forandring kræver mod

Kierkegaard taler om at vove. “At vove er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove er at miste sig selv for altid“. Han ser det psykiske indre liv “som et forhold, der står i forhold til sig selv“. Vi er en relation til os selv. Vi bliver nødt til at turde. Der sker ikke noget nyt, før vi gør noget nyt. Med den østrigske filosof Wittgenstein: “Svaret på livets spørgsmål er mod“.

Karen Blixen, eventyrer og udøver af mod, taler om at vove: “Når du er i tvivl, så gør det farligste og mest uventede“. Dramatiske og inspirerende opfordringer til at turde, når man mest har lyst til at lade være. En stor del af min faglige opdragelse og inspiration kommer fra direktøren på DISPUK, Psykolog Allan Holmgren.

Livet i perspektiv

Psykologsamtaler er en måde at tale om sit liv, der giver nye handlemuligheder. Når man først har beskrevet, hvordan et problem fungerer, må man forholde sig til det. Vi går til lægen, når vi har ondt i kroppen. På samme måde kan vi gå til psykolog, når vi har ondt i psyken. Det er ikke mere mystisk end det. Det vigtige er, at man som klient føler sig forstået. At det giver mening. Psykologens specifikke terapeutiske metode er mindre central.

Pauser i den terapeutiske samtale

Den hedengangne fagottist Peter Bastian sagde utroligt mange ting. Noget af det mest tilgængelige for mig var, at det er pauserne, som skaber musikken. Det samme så jeg i den argentinske tango; at pausen kunne accentuere en bevægelse og skabe en spændende kreativitet.

Ligesådan finder jeg, at nænsomt anvendt dvælen og afventen i terapien skaber rum til, at klienten kan få plads til sin indre refleksion. Pauserne er med til at skabe samtalen.

For mig at se er det autentiske møde det vigtigste element. Dernæst kommer efter min mening alt det tekniske. Psykologsamtaler er i mine øjne en ny, skabende fortælling af klientens liv med større fokus på ønsker, styrker og evner. Jeg kalder det for “Poetisk Praksis“.

Motivation og forandring

Når folk vil ændre på noget i deres liv, er det ofte fordi, det har en betydning for dem. De vil noget andet.

Miller og Rollnick har bidraget med nogle spændende ideer om motivationsarbejde fra deres alkoholbehandling. Når man skal påbegynde en forandringsproces, undersøger man i første omgang, hvor vigtigt det er for klienten at forandre sin situation. Dernæst, hvor muligt klienten mener, det er. Som en sidste opmærksomhed taler man med klienten om, hvor parat han eller hun er til at påbegynde en forandring. Man søger at finde en lille konkret handling, som klienten er klar til at udføre.

Ofte står man i den situation, at det er virkelig vigtigt for klienten, at der sker en forandring i dennes liv, og klienten ved måske også, hvordan det skulle gøres. Men klienten er slet ikke parat til at sætte noget i værk. I ældre terapier blev dette ofte set som et udtryk for mere eller mindre bevidst modstand eller modvilje mod forandring hos klienten, som man kunne fokusere arbejdet på. Her taler Miller og Rollnick om, at man ikke er helt i samsving med klienten, at man ikke er konkordant eller synkron som psykolog. I stedet for at se det som modstand, foreslår de, at man måske ikke helt har forstået klientens situation godt nok endnu.

De taler om, at man skal rulle med modstanden. Indenfor mere acceptorienteret kognitiv terapi taler man om, at man skal surfe på bølgerne, ikke prøve at stoppe dem. Hele den psykologiske idé om, at man skal gå imod eller nedbryde modstand hos klienten er ganske passé, og man taler i stedet for om at gå med modstanden. Den har en funktion; ofte passer den på klienten.

Fordele og ulemper ved forandring eller status quo

Et andet fokus i forbindelse med deres undersøgelse af motivation og forandring er, at man sammen med klienten bruger tid på at undersøge, hvilken betydning det vil have at gøre noget ved problemet – eller lade være. Det meste adfærd, hvis ikke al adfærd, har en funktion, og det kan skabe nogle spændende ideer at overveje dette med klienten.

Fx kan optagetheden af et problem aflede ens opmærksomhed fra andre ubehagelige forhold. Grublen fx, der holder én beskæftiget, så man ikke har tid til at være ked af sin ensomhed. Den psykotiske patient, der ville være lidt ærgerlig over at miste stemmernes selskab. Det kan virke absurd at overveje fordele ved at bevare en problemadfærd med klienten, men også forfriskende i samtale, der kan være tung og trist.

Man må som psykolog være klar på, at klienten muligvis rummer en del ambivalens i forhold til en forandring. Her er det vigtigt at forstå, at folks problematiske adfærd hjælper eller har hjulpet dem til at leve, og det kan være et stort skift i liv at skulle begynde på et liv uden problemadfærd.

Adfærdseksperimenter – det kognitive guldæg

Når man begynder at lave eksperimenter med ny adfærd sammen med en klient, er det ofte angstprovokerende for denne at udfordre sig selv med en ny måde at leve på. Det kan være rigtig svært at gøre noget nyt i sit liv især, hvis det er gamle vaner, man vil ændre på. Tidligere søgte man indenfor nogle grene af kognitiv terapi at finde situationer, som klienten var virkelig bange for, når man skulle starte med at udsætte eller eksponere sig selv for angstprovokerede oplevelser. Man fandt det mest skræmmende.

Logikken er, at man lærer gennem adfærdseksperimenter, at noget er sikkert, når man prøver det. Den ide er virkelig velafprøvet og godt undersøgt gennem tiden, og noget af det bedste for mig at se ved kognitiv terapi. Det svære ved at arbejde sådan er, at jo mere skræmmende og angstprovokerende adfærdseksperimenter, man laver sammen med klienten, jo større chance er der for, at det går galt. Det kræver en virkelig god alliance eller kontakt til psykologen, så klienten er tryg og tør kaste sig ud i noget, der for ham eller hende er meget skræmmende. Chancen for succes er ganske lille, og risikoen for fiasko er ganske stor, når man laver et svært adfærdsekspertment.

Når man arbejder med virkelig psykisk dårligt fungerende kronisk psykotiske skizofrenipatienter, som jeg gjorde i psykiatrien på Psykiatrisk Center Sankt Hans, er man nødt til at arbejde ud fra, hvad der kan lade sig gøre sammen med patienterne. Det nytter ikke noget at lave et adfærdseksperiment, som højst sandsynligt er for svært for klienten. Hvis sådan et eksperiment ikke lykkes, stiger klientens angstniveau og problemet bliver endnu større. Man bliver nødt til at gå den modsatte vej, er min holdning. Starte med den letteste udfordring. Den mindste forandring for klienten, som stadig har en betydning. Selv en lillebitte forandring til det bedre kan have kæmpe betydning for alle; normalt fungerende mennesker og meget dårlige psykiatriske patienter.

Bateson talte om, at forskellen på mindre interessant data og reel information er, når viden gør en forskel: Den mindste forskel, der gør en forskel. Derfor er det af afgørende betydning, at det er klienten, der vurderer, om et eksperiment er en tilstrækkelig stor udfordring. Hellere starte med et lille, nemt forsøg, hvor chancen for succes er tilsvarende stor. Så klienten kan være tryg; ved hele ideen om adfærdseksperimenter og angsthåndtering.

Ved psykologen og dennes ideer, og ved troen på og efterhånden erfaringen om, at det kan lade sig gøre at ændre en situation til det bedre. Hellere det end et stort, svært forsøg, hvor risikoen for fiasko er stor og chancen for succes tilsvarende lille. Det gælder om at springe over, hvor gærdet er lavest, ganske enkelt. Og det kan tage tid at gøre. Man må som psykolog og klient være forberedt på, at det er eksperimenter og forsøg, man i fællesskab sætter i værk, som klienten skal udføre. Nogle gange alene, nogle gange med psykologen, nogle gange i grupper af andre med samme udfordringer. De kan lykkes, og de kan også være for svære, så man må nedjustere dem.

SMART PUF - små skridt. Spring over, hvor gærdet er lavest.

Indenfor grundbøgerne i kognitiv terapi taler man om, at adfærdseksperimenter skal opfylde nogle krav, der tilsammen kan samles i ordet SMART PUF; de skal være (S) specifikke eller konkrete. De skal være (M) målbare, så man kan holde øje med dem. De skal være (A) attraktive, så klienten er interesseret i at arbejde i den retning. De skal være (R) realistiske, så er der en chance for, at klienten kan opnå dem. De skal være (T) tidsbestemte, så det hele foregår inden for en overskuelig ramme. Dernæst skal målene være (P) personlige, så de har betydning for klienten. De skal være (U) udviklende i en retning, klienten gerne vil. Som det sidste skal målene være (F) fremtidsorienterede, da al forandring foregår i fremtiden og ikke i fortiden.

Gæste-, Kunde- og Klagerrelation

Steve de Shazer og Insoo Kim Berg med deres Løsningsfokuserede Terapi taler om, hvordan man som psykolog møder klienter, der muliggør forskelligt samarbejde. Det er meget forskelligt, hvordan folk forholder sig til deres livssituation; nogle kommer til psykologen med en problematisk historie og er mest interesserede i at fortælle om deres situation uden at ændre på den. de Shazer kalder dette en Klagerelation. Med den slags klienter er det vigtigt at støtte dem og anerkende deres lidelse og afslutte forløbet forholdsvis hurtigt, da de ikke er interesserede i en egentlig forandring. Det kan samtidigt være forløsende at få grædt ud og fortalt om en problematik, hvilket man som psykolog må anerkende. Hvis man er opmærksom på dette forhold, er det ofte nemmere at høre klientens historie uden at forvente en ændring. Generelt bør man som psykolog med min Mentor Allan Holmgrens ord være opmærksom på sine egne projekter på klientens vegne og overveje brugbarheden af dem. Evt. forlade dem for at finde nye. I en metapsykologisk ånd er det oplagt at overveje dette sammen med klienten eksplicit.

Overfor dette står en Gæsterelation, hvor klienten kommer for at høre om psykologens metoder og dennes forståelser. Se, hvad denne kan tilbyde uden egentlig at ville ændre på noget. de Shazer sammenligner det med en person, der kommer ind i en butik for at se på varerne, går rundt og kigger. Her er holdningen, at det kan man lade klienterne gøre et kort stykke tid, hvorefter de må beslutte sig for, om de vil “købe” den service, psykologen tilbyder. Ellers må man afslutte forløbet. Ideelt set ender man med en Kunderelation, hvor klienten gerne vil gøre brug af de ideer og forståelser, psykologen foreslår, og et egentligt samarbejde kan begynde.

Noget af det jeg bedst kan lide ved den løsningsfokuserede metode, er dens pragmatiske tilgang til menneskers problemer. Det er sådan en dejlig No Nonsense-tilgang, som er meget praktisk orienteret. If it works, don’t fix it er en af metodens grundholdninger. Hvis klienten lever et liv, hvor en del fungerer, er de Shazers holdning, at man skal være varsom med at ændre på noget, en adfærd fx. If it doesn’t work, do something else. Det er befriende at have en sådan tilgang til problemer.

Transteoretisk Forandring – Stages of Change

Prochaska og di Clemente lavede i 1970erne på baggrund af deres arbejde med rygeafvænning en model over forskellige stadier, man ofte gennemgår i forbindelse med forandring; Stages of Change. Modellen er tænkt som cirkulær proces, hvor man kan befinde sig på forskellige stadier alt afhængigt af, hvordan man har det med det problem, man gerne vil ændre. Det er en model, hvor man kan skifte position og bevæge sig mellem stadierne til forskellige tider. Måske er man meget motiveret for en forandring og arbejder på den, men får et tilbagefald. Dette ses som en forventet del af en forandringsproces. Man ikke behøver at se det som en fiasko, hvis forandringen ikke lige går som forventet. Så må man overveje sin situation og starte igen.

Det er første punkt er Førmotivation. Her er man ikke indstillet på en forandring, og måske synes man slet ikke, man egentlig har brug for at ændre på noget. Det kan være andre synes det, men ikke en selv.
Det næste man når til, er Overvejelse. Man kan godt se, at der er noget galt og, at man måske burde ændre sit liv. Her kan det være en god ide at overveje fordele og ulemper ved en forandring sammen med en psykolog.
Forberedelse; nu er man klar til at gøre noget ved sagerne, og måske er man så småt begyndt på skridt i en anden retning.
Handling; nu har man overvejet sin situation, og man begynder fokuseret at gøre eller træne på en forandring.
Vedligeholdelse; man er i gang med en ny stil, og det vigtige er her at blive ved.
Afslutning; i dette stadie er man godt i gang med et nyt liv, og man bruger ikke længere sin gamle adfærd for at klare problemerne.

Metapsykologiske dialoger

Den amerikanske antropolog Gregory Bateson beskrev i sit autoritative værk “Steps to an Ecology of Mind” fra 1972, hvordan tale om tale kunne ses som Metaloger. Kort efter kom den russiske sprogfilosof Bakhtin i 1981 med sin skelnen mellem Dialogiske og Monologiske Dialoger afhængigt af i hvor høj grad, man inddrog modparten i samtalen.

Terapeutisk bruges dette idag fx i Metakognitiv Terapi, som siden 90’erne har haft fokus på et muligt tema for en persons tænkning eller kognition. Det har siden 80’erne været en del af Michael Whites Narrative terapi, hvor man metapsykologisk prøver at navngive klientens problem og de handlinger, det medfører. Generelt er det vel det, terapi handler om. At man taler med en psykolog om, hvordan man tænker, føler og handler. Tidligere har man fx talt om temaer i folks liv. Siden kom White med sin Eksternalisering og Navngivning, som formentligt har inspireret den metakognitive bølge.

På den baggrund vil jeg gerne foreslå et begreb som Metalogisk Dialog, hvor to samtalepartnere eller flere reflekterer over samtalens grundlag, overskrift eller ramme.

Michael White og det Narrative perspektiv

Et psykologforløb handler om at opbygge en ny historie, man bedre kan leve i kraft af. Grundlæggeren af den Narrative Metode og narrativ terapi, australieren Michael White, taler om, hvordan terapien kan fungere som “Scaffolding“, en slags psykisk stillads omkring klienten, denne kan støtte sig til.

White revolutionerede psykologien med sine ideer. Om, hvordan problemer bla. kunne eksternaliseres, og ses som selve problemet. Fremfor personen som problematisk var det nu problemet, der var problemet. Der greb folk og påvirkede deres handlinger. Det satte fokus på folks egen indflydelse på deres problem, og meget af terapien handlede om at øge denne handleevne. Man arbejder på to planer, handlingsplan; Landscape of Action og betydningsplan; Landscape of Meaning. Disse påvirker hinanden og man forsøger med et fremtidsfokus at styrke folks håndtering af deres udfordringer.

Helt grundlæggende navngiver man problemet, og undersøger det som en enhed eller et fænomen, der griber ind i folks liv. Hvad det gør ved én?

Terapeutiske breve

Michael White og hans nære kollega, David Epston var opmærksomme på, at refleksionen over terapien kunne fortsætte efter sessionerne. For at styrke de ideer terapeuten og klienten havde overvejet i samtalen, brugte de at skrive breve til klienten mellem samtalerne med pointer og på den måde fortsætte den påbegyndte forandring.

Jeg vil ofte tilbyde dette, hvis klienten er interesseret.

Hvordan håndterer man en umulig situation?

Da jeg tilbage i 2001 var i praktik på DISPUK, en terapi- og konsulentvirksomhed i Snekkersten i Nordsjælland, var noget af det, jeg lagde mest mærke til, min chef og mentor Allans bud på, hvordan man som menneske kan forholde sig til en umulig situation.

Der var tre muligheder;

1) Du kan forlade situationen, hvis du kan. Lidt i stil med udtrykket “Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så kan du finde et andet”.

2) Du kan se det som absurd teater. Lev med, at det er meningsløst og drop forventningen om, at det skal hænge sammen, som du ønsker. Affind dig med det. Situationen er på en anden måde, end du havde forestillet dig, men det er sådan, det er.

3) Den sidste mulighed var at acceptere situationen. Bare sådan. Det ligger for mig at se tæt op af det absurde teater. Måske er accepten lidt mindre overvejet, og mere i retning af buddhisternes “Det, der er, det er”.

Ligeværd og Jævnbyrdighed

Da jeg forestod Selvværdsgrupper nede på PCSH Psykiatrisk Center Sct. Hans slog det mig, at mange af patienterne følte sig underværdige i forhold til andre, fordi de nu var dårligt fungerende psykiatriske patienter. De kunne jo ikke det samme, og var i deres øjne dermed ikke ligeværdige mennesker med alle andre. Vi talte om, hvordan det godt kunne være, at de ikke var jævnbyrdige, da de ikke havde fx et job eller en offentlig position og dermed bar jævne byrder i forhold til andre. Men, at de på samme tid godt kunne være ligeværdige med andre alene i kraft af, at de var mennesker. Et levende eksempel på dette kunne være USA’s tidligere præsident Barack Obama, der typisk møder fremmede med en anerkendende, ligeværdig tilgang. Fx pedellen eller eleven på en skole. Han taler med dem, som om deres perspektiv er gyldigt og interessant uanset deres position, og, at han var verdens mest magtfulde mand.

I min forståelse kan man møde folk med en ydmyg og anerkendende holdning uden at blive underdanig. Et andet eksempel er FN’s Menneskerettigheder, der er et af de mest grundlæggende dokumenter, skrevet i menneskets historie. Det handler om ens vurdering af egen værdi sammenlignet med andre.

Selvværd og Selvtillid

Dette omhandler i højere grad folks indre forhold til sig selv. Det er to anderledes og ganske forskellige begreber. Selvværd handler om den værdi, man grundlæggende tillægger sig selv som menneske. Synes man selv, at man er okay som menneske? Selvtillid derimod handler om ens vurdering af en evne, man har. Male, synge etc. At man synes, man er god til at gøre noget.

En typisk måde at håndtere dårligt selvværd er, at man prøver at præstere sig ud af at føle sig værdiløs. Man prøver at kompensere ved at kunne noget. Problemet er, at lige meget hvor god man er til et eller andet, føler man sig stadigvæk som et dårligt menneske. Det er som at hælde vand i et badekar uden prop. Det løber bare ud, og man skal virkelig hælde meget vand i hele tiden, hvis der skal være noget i. Hvis selvværdet er dårligt, kan man ikke få fyldt sit indre badekar eller skabt en positiv selvopfattelse uanset, hvor meget man præsterer eller hælder vand i karret.

De fleste patienter, jeg har mødt i psykiatrien, havde dårligt selvværd. De syntes, at de var de usleste, mest værdiløse mennesker på jorden uden ret til at leve. Ofte mente de, at de selv var skyld i deres egne problemer. Mange havde lært fra barnsben, at det kun var socialt acceptabelt at vise glæde. Vi har en række andre grundfølelser, og det er virkeligt svært ikke at have det, som man nu en gang har det. Folk med lavt selvværd går ofte og skælder ud på sig selv over ikke at være glade hele tiden. Det styrker igen det dårlige selvværd og oplevelsen af at være forkert. Man bliver trist, og ens problemer forstærkes. Man bliver usikker og fungerer dårligere socialt. Folk med social fobi har ofte dårligt selvværd.

Det gode er, at man kan ændre det til noget bedre. Indenfor den kognitive metode er det især Melanie Fennel, der fokuserer på at arbejde med selvværd. Hos de narrative er Michael White epokegørende med sine ideer om at finde og styrke “det skjulte, men tilstedeværende”, The Hidden But Implicit. Når man ikke kan præstere sig til bedre selvværd, må man gøre noget andet. Styrke accepten af sig selv. Modbevise de selvkritiske holdninger. Lede efter noget, man kan værdsætte hos sig selv. Det kan lade sig gøre.

Translokutionaritet

Min oversættelse: “Gennem stedet”). Den danske filosof Ole Fogh Kirkeby taler om, hvordan meningen med det, vi siger, først opstår, når vi siger det. Vi ved ikke, hvad vi har sagt, før vi siger det.

På samme måde kan vi ikke vide på forhånd, om det var en god ide at sige noget eller brugbart for den samtale, vi er i gang med. Jeg synes, det er en rigtig meningsfuld måde at se på samtaler og deres betydning. Om det så er almenmenneskelige samtaler eller psykologsamtaler.

At sørge fokuseret – at give sig lov til at være ked af det

Der er mange mennesker for hvem, det er rigtigt svært at være kede af det. De har ofte levet liv, hvor det eneste humør, der blev accepteret socialt fx i familien, skolen eller på jobbet, var godt humør og glæde. I stort set alles liv vil der opstå kriser, hvor folk oplever tab, frustration eller sorg. Hvis man aldrig har lært at være ked af det, vil det være svært at forholde sig til at græde eller være trist. Det kan virke forkert eller skræmmende og være noget, man prøver at undgå.

Problemet med at prøve at undgå noget er, at så vokser det. De store psykologer siger, “You don’t want it? You got it“. Man oplever det, man frygter. Jo mere man er bange for en tanke eller følelse, jo mere lægger man mærke til den, venter på den. I nyere kognitiv terapi prøver man i højere grad at forholde sig accepterende til alle de tanker og følelser, der opstår i en selv. Det er svært at lade være med at tænke på noget specifikt. Den røde bold, man ikke kan få tanken væk fra. Stort set alle vores tanker er automatiske. De kommer bare. Det samme med følelser. De kommer, som bølger. Bliver der noget tid, og så forandres de, hvis de får plads.

Før vrede kommer der ofte en følelse af sorg. Hvis de ikke får plads og accept, kan de blive siddende og nærmest forstene. Nogle kalder det uforløst sorg. Jo mere, man undgår følelser, jo mere fylder de. Derfor kan det nogle gange være en ide at afsætte tid i sin hverdag, hvor man tillader sig at være ked af det. Lidt ad gangen indtil man har vænnet sig til dem, så de ikke er så skræmmende. Det kalder jeg At Sørge Fokuseret.

Sorg som en fortsat proces

I klassisk psykologisk litteratur går man ud fra, at sorg er en reaktion på store forandringer af negativ karakter i livet. Generelt ved tab af noget betydningsfuldt for den enkelte; dødsfald, fyring fra job, skilsmisse, sygdom etc. Sorgen ses indeholdende stadier som Benægtelse, Vrede, Tristesse, Accept og Reorientering. Det bliver ofte beskrevet som en lineær proces, hvor man gennemgår de forskellige faser en efter en for til sidst at kunne gå videre frigjort fra sine oplevelser.

I min optik er det for simpel en betragtning. Jeg mener, at man kan lade sig inspirere af teorier om forandring, fx Prochaska og diClementes meget anerkendte Stages of Change-model. Her veksler de forskellige faser mere cirkulært, og man bevæger sig frem og tilbage imellem dem igennem tiden. På samme måde finder jeg, at det giver mere mening at se sorg som en fortsat proces af følelses- og reflektionsmæssige reaktioner, der griber ind i hinanden. Nogle gange kan man være mere i det ene stadie end i et andet; nærmest som humør, der skifter.

John Winslade fra den narrative skole har skrevet en del om sorgprocesser. Han mistede selv sit ene barn. Hans pointe er, at sorgen ikke ophører, men at man tager sorgen med sig på en ny måde. I forlængelse af det vil jeg tale for, at man affinder sig med sin sorg, og tilpasser sig sit nye liv. I klassisk psykologi var det vigtigt at tage afsked med det tabte, forlade det. Jeg tror på at tage afsked med det tabte, for så at tage det med videre på en anden måde.

Objektivitet eller Subjektivitet?

Siden jeg startede på psykologistudiet i midten af 90’erne, har det altid undret mig, hvordan man skulle forholde sig til den til tider skingre debat imellem forskellige faglige skoler om, hvorvidt verden kunne beskrives objektivt, eller altid var et spørgsmål om perspektiv og dermed subjektivitet. På den ene side har fx en brækket arm visse kvaliteter, som er ret ubestridelige og vigtige at kunne beskrive på en god lægefaglig måde uanset, hvordan man ellers oplever den. Betydningen vil afhænge af den fortolkning eller forståelse, som den brækkede arms ejer møder bruddet med. Er det en mindre, isoleret hændelse, eller ses det som et stort eksistentielt skift i liv?

Mit forslag er, at der er tale om to forskellige paradigmer eller verdenssyn, som det er meningsløst at sammenligne. Der er det naturvidenskabelige overfor det fænomenologiske/oplevelsesbaserede. Det er et både og. Ja, der eksisterer objektivitet i den naturvidenskabelige verden. Ja, fortolkningen er altid subjektiv i psykologiens verden. Den bitre diskussion har baseret sig på en sammenblanding af kategorier; forskellige paradigmer, og jeg synes, det er på tide at opløse den.

Effekten af samtaler

Den amerikanske psykolog Scott Millers ideer om at måle på effekten af terapien er banebrydende. Han har forsket i emnet, og skrevet nogle af de mest solgte bøger i den amerikanske psykologforening. Pointen er, at der løbende skal måles på klientens udkomme i forhold til specifikke mål. Samtidigt undersøges det, om klienten oplever sig hørt og forstået af teapeuten. Kort sagt skal der være markant effekt efter tre samtaler, ellers er der lille chance for, at det kommer.

Det er dog min erfaring, at dette kræver meget fokus på mål for terapien, konkrete arbejdsområder, stor motivation og parathed hos klienten samt et velfungerende samarbejde med psykologen. Det kan godt tage længere tid end tre samtaler at etablere alt dette. Især hvis klienten er dårligt fungerende psykisk. Nogle gange har klienten mest brug for at blive hørt og anerkendt for sine problemer. Måske har klienten brug for at forstå sine problemer på en ny måde for derigennem at få nye ideer til handling.

Nogle gange går forandring hurtigt, nogle gange kan der gå 10 samtaler eller mere, før det lykkes for folk at ændre på deres liv. Det kræver tålmodighed. Som min gamle chef Allan Holmgren sagde: Laksefiskeri og terapeutisk forandring kræver tålmodighed og vedholdenhed.

Kontakt

Du er velkommen til at ringe, skrive en mail eller sende en SMS.
Hvis du ønsker at booke en samtale, så send mig blot en e-mail med navn, e-mail og telefonnummer, så vender jeg tilbage hurtigst muligt.

Kontaktinfo

Holsteinsgade 19, st. tv, 2100 København Ø
Telefon: +45 4277 8833
E-mail: stefan.czartoryski@gmail.com

Åbningstider

Hverdage fra kl. 9.00 - 15.00
Læg eventuelt en besked, hvis du ringer.
Jeg svarer på telefon og SMS i dagtimerne.