Voldsomme følelser, Emotionel Ustabilitet og Dialektisk Adfærdsterapi (DAT)
I årtier har man anvendt begrebet Borderline i psykiatrien og i folkemunde. At folk var på grænsen til sindssyge. De var ikke bare neurotiske/svært forstyrrede psykisk. Det er et udtryk, som har overlevet helt op til i dag, og man finder det stadigvæk i diagnosebøgerne som en tilføjelse til, hvordan folk kan være psykisk forstyrrede. Jeg bryder mig ikke selv om udtrykket og synes, det er et forældet levn fra fortiden i psykologien og psykiatrien.
Heldigvis i starten af dette århundrede, i nullerne, kom den amerikanske psykolog og professor Marsha Linehan og tilbød en anden forståelse: Dialektisk Adfærdsterapi (DAT), på engelsk Dialective Behavioral Therapy (DBT). Inspireret af kognitiv adfærdsterapi, buddhisme og meditation. Folk var følelsesmæssigt ustabile på grund af belastninger. De reagerede hurtigt, voldsomt og brugte lang tid for at vende tilbage til deres normale emotionelle tilstand. Det handlede om traumer, oplevelser som belastede folk. Det kunne være fysisk som følge af ulykker, krig eller vold. Psykisk på grund af manipulation eller tvang for eksempel. Seksuelle traumer på grund af overgreb. Det kunne handle om fysisk sygdom; det man kalder på Organisk Grundlag/sygdom i kroppen eller hovedet. Jeg har det f.eks. på grund af min sclerose, som er en hjernesygdom. Jeg reagerer også emotionelt hurtigt og voldsomt, når jeg fx er udmattet. Man kan også reagere på grund af andre hjernepåvirkninger. Epilepsi, narkotika eller andet.
For mig som psykolog i psykiatrien var det en kæmpe forandring at få en anden forståelse af vores emotionelt voldsomme patienter. Det var deres psykiske traumesystem, der blev aktiveret. Det blev meningsfuldt og sammenhængende, og det blev muligt at forholde sig til det. Undersøge det og begynde at eksperimentere med forandringer. Gøre noget ved det. Der var en række årsager, der førte frem til deres voldsomme reaktioner. En af Linehans metoder er fx Kædeanalysen, hvor man forholder sig til en sammenhængende mængde hændelser, der til sidst leder op til selvskade. I stedet for at afskrive patienterne som hysteriske og udenfor rækkevidde, begyndte man i psykiatrien at forholde sig respektfuldt og omsorgsfuldt til deres problemer med voldsomme følelser. Sammen med patienterne udfordrede jeg deres destruktive strategier af selvskade, som måske på kort sigt lettede dem for en psykisk smerte, men som på lang sigt ødelagde meget for patienterne.
De voldsomme følelser kan i den forståelse medføre, at man prøver at gøre noget for at slippe af med dem. Nogle begynder at skade sig selv for at få en fysisk smerte i stedet for den psykiske. De slår sig, kradser sig, bider sig, banker hovedet ind i noget. Det kan tage mange former blandt andet, at folk helt konkret skærer i sig selv. Det er sjældent fordi folk ønsker at dø, men oftere, at de vil slippe for den psykiske smerte. Den danske Psykolog Bo Møhl er en stor kapacitet indenfor viden om og behandling af selvskade på et psykodynamisk grundlag. Psykolog Stig Helweg-Jørgensen på Fyn har i mange år været en kapacitet indenfor behandling med og undervisning i Dialektisk Adfærdsterapi.
Den Dialektiske Adfærdsterapi af Linehan har haft og har stadig stor betydning i mit virke som psykolog. Det har gjort, at jeg bedre kunne møde min psykiatriske patienter med forståelse og støtte.