Tvivl i terapi

Den chilenske filosof og biolog Humberto Maturana skriver om, hvordan man kan falde for “Vishedens Fristelse” – troen på, at man ved noget med sikkerhed. Det er meget nærliggende i sammenhæng med evidensbølgen, der skyllede indover psykologers verden i starten af 1990’erne med den kognitive metode. “Sådan her skal terapi gøres; ellers gør du/man det forkert”. Det var og er en voldsom udfordring af et århundredes praksis, hvor psykologer har følt, tænkt og forholdt sig til egne og ældre psykologers erfaringer med klienters problemstillinger. Nu skulle man forholde sig til videnskabelige undersøgelser, der lagde sig op ad naturvidenskaben og dens metoder. Randomiserede, dobbeltblindede, manualiserede blev ord, man skulle og skal forholde sig til. Evidensbaseret Praksis blev det store mantra. Ja, var svaret, men hvad med Praksisbaseret Evidens? Hvis nu noget i terapien virker i virkeligheden, hvad så? Det førte til Scott Miller og hans FIT – Feedback Informed Therapy. De har nogle spændende ideer og bidrag til den psykologiske praksis.

De kognitive udviklede deres metoder med et Metakognitivt perspektiv, som de dygtigt har undersøgt metodisk, det må man give dem. Det kom i 1990’erne og markedsføres stadigt som den store åbenbaring, der kan løse mange psykiske problemer. Det er også et rigtig spændende perspektiv, at man må se på og forholde sig til måden/formen, man tænker på fremfor det konkrete indhold. Det blev og bliver lanceret som et nyt begreb, selvom man overser, at allerede Freud brugte ordet Metapsykologisk. De narrative psykologer har arbejdet metapsykologisk siden Michael White og hans Narrative metode fra 1980’erne. Han gik som den første, jeg har mødt, meta/”over” i forhold til folks problemer, tematiserede dem. Navngav dem, undersøgte, hvad de gjorde og skabte. Talte med folk om deres håndtering af problemet. Eksternaliserede det, så man kunne gøre noget ved det.

I forhold til tvivl i terapeutisk arbejde hilser jeg tvivlen velkommen. Tidligere kunne jeg forholde mig til den ud fra behandlingsmanualer og se, hvad jeg/man burde gøre. Idag er jeg mere tålmodig, hvis noget ikke virker. Så tænker jeg, der er noget, jeg ikke helt har forstået endnu, inspireret af Miller & Rollnick, Prochaska og diClemente.

Jeg ser det som en psykologisk opgave at kunne “være i tvivlen”; mellem A og B sammen med klienten. At kunne undersøge de forskellige perspektiver for sidenhen at vælge den vinkel, som klienten bedst kan lide. Man kan ikke altid vide på forhånd, hvad der er det rigtige for klienten at gøre. Fx læger skal forståeligt nok helst afgøre og trænes i, om noget er A eller B? Det kan betyde livet. Psykologer kan også arbejde med liv og død, som da jeg sad med aktivt suicidale patienter i psykiatrien. Hvis de skar lidt dybere, ville de dø. Her var det rart at have velundersøgte metoder, der kunne anvise en vej. Stadigvæk kunne der opstå tvivl; en Ikke-viden, som Checchin og den systemiske skole har været gode til at overveje. Her trådte patienten som aktivt vælgende subjekt frem og kunne vælge at gøre noget andet. Leve mere fremfor at søge døden. Det blev mine tanker indtil videre om tvivl i terapi. Tak for, at du læste med så langt 🙂

Rul til toppen