Transdiagnostisk Tilgang

Det fede ord; et forskningsområde i kognitiv terapi. Sagen er, at klienterne kommer med et problem, der kan rumme mange facetter. De har ikke kun angst, men fx også noget tvangspræget/obsessivt/OCD-agtigt. De kan være triste i så stor grad, at de opfylder krav til en egentlig Depression. Man kan møde mange blandede historier, når man som psykolog har klienter. De kognitive har forsket i det, de kalder en Transdiagnostisk Tilgang. Jeg synes, det er oplagt at arbejde på den måde. Carl Rogers gjorde det i 1950’erne med sin Non-direktive tilgang, hvor han tog udgangspunkt i det problem, klienten præsenterede. Jeg gør det selv, når jeg ikke har travlt med at strukturere samtalen som i det kognitive fx. Til gengæld er det vigtigt at forholde sig til, hvad klienten er motiveret for at arbejde med. Hvad, der er Vigtigt at gøre noget ved? Hvad, der er Muligt at gøre noget ved og, hvad, klienten er Parat til at gøre noget ved? Det er taget fra Miller & Rollnicks Motiverende Samtale og deres arbejde med afvænning af alkoholafhængige. Det bruger de kognitive også. Klienten kommer med en historie. Det er min opgave at finde ud af, hvordan klienten ønsker, den skal håndteres. Hvad er det for en tvivl, klienten står med og, hvor er det, klienten gerne vil hen? Hvilket liv er det, klienten gerne vil leve; hvad har han/hun behov for? Uanset psykologisk metode er det min opgave at tilbyde nogle rammer, så klienten kan overveje sin situation. Her er nogle af nøgleordene for mig Ydmyghed, Omsorg, Tålmodighed og Nysgerrighed.

Min gamle mentor og chef Allan Holmgren holdt af at spørge klienterne om, hvilken idé de skulle opgive for at komme videre i den retning, de ønskede. Jeg synes, det er et fantastisk spørgsmål. Hvad skal du ændre hos dig selv for at komme videre? De kognitive gør det tildels senere i deres ACT-metode; Acceptance and Commitment Therapy, hvor de interesserer sig for, hvilke forhold folk vil/må acceptere i deres liv og, hvad de vil knokle for? Der er noget eksistentielt smertefuldt og utroligt befriende i at opgive en ambition, der ikke har kunnet lade sig realisere.

Rul til toppen