Suicidalitet. Hvordan kan man arbejde med det som psykolog? Selvmordstanker/-ønsker/-planer

Når man har det svært i sit liv, er det almindeligt, at man kan få tanker om at stoppe det hele, gøre en ende på sit liv. Man kan se det som en mulig løsning på sine problemer. Komme ud af sin svære situation. Komme væk fra det hele. Det er typisk skræmmende, og for det meste noget, man ikke ønsker. Netop derfor er det skræmmende. Det er godt, at det er sådan og kaldes Indre Modstand i psykologien.

Som almindeligt menneske, der plejer at fungere okay i sit eget liv, behøver man ikke at blive så skræmt over at opleve disse tanker ved psykisk krise eller belastning. Ligesom så mange andre automatiske tanker kan man også opleve dette. De fleste af vores tanker er ganske automatiske og uden for vores kontrol. De kommer bare. Indenfor den kognitive psykologi taler man om, at mindst 95 % af vores tanker er automatiske, og kommer af sig selv. Det er næsten dem allesammen. Så længe man bliver skræmt eller oplever ubehag ved disse tanker, er det formentlig bare automatiske tanker om en uønsket løsning på ens problemer. 

Jeg skelner mellem det, jeg kalder Grøn, Gul og Rød Zone. At man i det hele taget oplever uønskede og skræmmende selvmordstanker ved psykisk belastning, er i den grønne zone. Det er ufarligt og ofte et forståeligt tegn på krise. Dér, hvor jeg som psykolog bliver mere opmærksom, er, når klienten også har lyst til at komme herfra, at der er et selvmords-ønske. At man også har et ønske om at komme herfra er et skridt videre i betydning. Det er i den gule zone, og skal tages alvorligt. Det er formentlig en krise for den enkelte, der har meget eksistentiel betydning. Som har varet lang tid uden, at man har kunne løse den. Det skal der tales om i terapien, og det er vigtigt, klienten ændrer praksis og tanker. Det sidste stadie, den røde zone, er, når personen også begynder at lægge konkrete planer om at tage sit eget liv. Når dette sker, er vi på et alvorligt sted, hvor der skal tages handling for at passe på klienten. 

Opsamlende kan man sige, at dér, hvor jeg som psykolog bliver opmærksom, er, når klienten har lyst til at komme herfra. Selvmordstanker er almindeligt forekommende ved psykologiske kriser. På Psykiatrisk Center Sankt Hans forholdt man sig først til, om folk havde tankerne. Det var almindeligt ved kriser, psykisk sygdom og især svære psykiske sygdomme, som kræver indlæggelse. Dernæst var fokus på, om patienterne havde lyst til at komme herfra/tage livet af sig selv. Siden konkrete planer; om de faktisk havde forestillet sig, hvordan de ville gøre det. I så fald overvejede man indlæggelse på et lukket afsnit for at passe på folk.

Mine erfaringer: folk nævner sjældent mere end, at de evt. har tankerne. Det har i psykiatrien været et emne, der kom frem under andre omstændigheder på afdelingen med sygeplejerskerne eller lægen. Jeg har derefter talt med patienterne om deres situation. Nogle gange mens de var indlagt på et lukket afsnit.