Om at være i Nærheden; forstået som at være tæt på en anden fysisk eller følelsesmæssigt. Det kan være udfordrende for nogle og kan opleves af alle. Fra velfungerende mennesker til virkelig psykisk syge.
Som med mange andre psykiske forhold ligger fænomenet på et spektrum fra ganske almindeligt til mere sjældent. Den fysiske tæthed, intimiteten, kan være urovækkende, konfronterende. For nogle kan det handle om øjenkontakten, for andre om den følelsesmæssig nærhed. Folk kan føle sig udstillet, afdækket. Det kan være ligefrem angstprovokerende. Vi kender det for eksempel fra dyreverdenen, hvor øjenkontakt kan være skræmmende eller udfordrende. Nogle dyr kan reagere kraftigt, når man kigger på dem. Hunde, man ikke kender, kan opfatte øjenkontakt som en trussel eller udfordring. Når man ser videoer af folk, der møder gorillaer i junglen, skal de undgå at se dem i øjnene, da aberne ser det som en udfordring.
Som psykolog er jeg meget opmærksom på, hvordan klienterne reagerer, når jeg sidder med dem og uvægerligt kommer til at kigge på dem; også i øjnene. Hvis de på nogen måde viser tegn på ubehag, forsøger jeg at have mindre øjenkontakt med dem, så de ikke bliver ubehageligt til mode. I psykiatrien havde jeg en tavle for at have et neutralt sted at fokusere. Et fælles tredje, vi begge kunne se på, så patienten ikke var nødsaget til at kigge på mig. Øjenkontakt kan opleves invaderende især, når man har det rigtig dårligt psykisk. Fx hos Skizofrenipatienter med usikker fornemmelse for egen kropslig afgrænsning. De kan opleve, at man rent fysisk trænger ind i deres hoved, når man ser på dem. Det er selvfølgelig frygtelig skræmmende og ubehageligt for dem. Deres psykiske filter, kunne man kalde det, er væk, og derfor er det ekstra ubehageligt for dem. Det skal man have øje for, om jeg så må sige, når man sidder med dem.