Kriser har Præ-Narrativ Karakter

Vi mangler ofte en forståelse og et sprog for de svære oplevelser, når vi rammes af en krise. Vi overvældes af dem og kan have svært ved at sætte ord på dem. Som den finske Kliniske Psykolog og Professor i Psykoterapi ved universitetet i Jyväskylä Jaako Seikkula på baggrund af sit arbejde med Professor i Psykiatri Yrjö Alanen foreslog om akutte, førstegangspsykoser i sin banebrydende metode Åben Dialog fra 1980’erne. Er belastningen stor nok, kan folk opleve reaktioner i form af psykotiske fænomener indenfor vores fem sanser: syn, hørelse, lugt, smag og følesans. Dertil kommer ofte vrangforestillinger, der uanset deres usandsynlige logik typisk knytter sig til hallucinationerne. Seikkulas Socialkonstruktionistiske pointe er, at der gennem fælles netværkssamtaler med alle involverede, inklusive den psykotiske person, efterhånden skabes en historie/et narrativ, der kan rumme og give mening til de psykotiske oplevelser. Om alt går vel vil de psykotiske symptomer mindskes, så der ikke er behov for antipsykotisk behandling.

Det samme gør sig for mig at se også gældende ved almenmenneskelige kriser uden psykotiske reaktioner. I forbindelse med sygdom, dødsfald, trafikuheld mm. Følelsesprægede, kognitive og kropslige oplevelser, man overvældes af, og ikke har sprog for. Det kan være angst, sorg, uro, opgivenhed, overvældelse og andre reaktioner. Selv når reaktionerne ikke er psykotiske, men stadig voldsomme for den enkelte. I mine øjne er en mulighed for at rumme og integrere disse oplevelser, at jo mere, man taler om dem, des mere bliver de velkendte, kan afdramatiseres og håndteres psykisk. Der dannes en fortælling til at rumme og forstå alle de nye ukendte og voldsomme begivenheder. I Michael Whites Narrative ånd skabes Meningens Landskab gennem fortællingerne. Narrativet tager form, så vi kan forstå det, forholde os til det og agere. Og det tager tid. Uger, måneder, år.