Praksis er unik, selv når metoden er klar

Der kommer en klient, som har brug for at tale om noget. Hvad er psykologens opgave? På den ene side kan det være at finde rent konkrete handlemæssige løsninger på et personligt problem. Sådan gør de kognitive; ændrer adfærd eller tanker. Nogle psykologer vil sige, at det handler om at mærke de følelser, der er forbundet med situationen og erkende dem; dermed kan man blive mere fri. Det kunne være hos de Emotionsfokuserede. Nogle vil sige, det handler om at anerkende personens historie, så den bliver set og hørt; få nogle federe historier at leve ud fra. Det kunne være en god Narrativ stil. Afhængigt af, hvilken psykologisk metode, man retter blikket imod, vil de allesammen have forskellige bud på en metode til en person med et problem.

Der er nok omkring 15 anerkendte tilgange indenfor psykologien; klassisk psykoanalyse á la Freud, analytisk inspireret terapi ad modus Jung, Klein eller de andre samtidige. Gestaltterapien, den systemiske, den narrative, den løsningsfokuserede, den ældre kognitive, de nyere; ACT, Dialektisk. Compassionfocused, Emotionsfokuseret, Eksistentiel terapi og sikkert flere. De ca. 11.000 psykologer, der er medlem af Dansk Psykologforening gør allesammen deres arbejde/“terapi” forskelligt. Er det så ligegyldigt, hvordan man arbejder?

Det mener jeg ikke. Som udgangspunkt mener jeg, at man som psykolog må tage afsæt i en fagligt anerkendt, videnskabeligt baseret psykoterapeutisk metode. Afprøvet praktisk og formuleret teoretisk i forhold til alle de andre. Især som ny psykolog få vejledning/supervision på sit arbejde af en ældre kollega. Så man overvejer sine interventioner og den feedback, man får fra klienten. Nu har jeg i 2022 været psykolog i 19 år; studerende i syv mere, og har endnu ikke hørt om én metode, der er alle de andre overlegne.

Rul til toppen