Strøtanker

Mød din angst, og lad være med at gøre det, du plejer. Lidt af gangen, så du tør. Skru op for udfordringen, når du keder dig, ikke før. Det skal være så nemt som muligt, så der er størst mulig chance for at lykkes. Det hedder Exposure Response Prevention. Du er nødt til at gøre det, du frygter; træd på stregerne, rør ved håndtaget, lad stikket sidde i stikkontakten. Tjek dørlåsen eller kogepladen én gang mindre. Gør det lidt ad gangen og find ud af, at du overlever.

Din OCD er tanker. Tanker er tanker, og de er ikke farlige. Der sker ikke noget ved at tænke tanker. Der sker først noget, når du vælger at gøre noget. Handlinger er en Viljesakt, kalder man det. Noget man vil. Du kan tænke hvad som helst uden, at der sker noget. Tænk på en pose med 1 million kr. der falder ned fra himlen. Hvor mange poser falder der ned? Ingen. Fordi, det er tanker, som kræver handling, før der sker noget. OCD handler om, at man har Obsessioner/tvangstanker, som man tror, er farlige. Det giver angst. Man bliver bange for tankerne. Nogle vil gerne “nulstille/neutralisere” dem. Problemet med OCD er, at den er umættelig. Man kan ikke stille den tilfreds. Den lever af tvivl, og alt kan betvivles. Man er nødt til at sige nej til den og angsten. Tage chancen og prøve at udfordre den. Erfare, at det går. At katastrofen ikke sker. At man overlever selvom, man prøver det farlige. Det handler om at lade være med at gøre det, den foreslår. 

Man udfører tvangshandlinger/Compulsions for at neutralisere det farlige. D’et står for en lidelse/Disorder. Det hedder OCD, Obsessive Compulsive Disorder. Hvis man gerne vil ændre på det, så skal man udfordre det. Lidt af gangen. Sammen med en god behandler. Starte med det mindst ubehagelige. Se, hvad der sker, når man lader være med at udføre tvangshandlingen. Det hedder ERP, Exposure Response Prevention. Det er det, der virker. Det er indenfor den kognitive adfærdsterapeutiske skole. Det kan du læse mere om ovre i Metodedelen. Det er velundersøgt. Du kan Google det. 

Lad være med at gøre det, du har lyst til, når du får tankerne. Det er skræmmende i starten at udfordre OCD’en. Jo mere, man siger ja til angsten, jo mere vokser den. Det er som om, man fodrer den. Sig nej. Tvangshandlingerne hjælper kortvarigt til at dæmpe den angst, som tankerne skaber. Og så kommer angsten igen, stærkere. Måske var der alligevel noget galt?

Man får mere angst i starten, når man udfordrer den. Derfor skal man gøre det meget lidt ad gangen. Indtil du har lært, at det er ufarligt. Start med det allernemmeste, så du kan se, at der ikke sker noget. At det bare er tanker. Når du keder dig, kan du skrue op for udfordringen. Ikke før. Det skal være så nemt som muligt. Min erfaring er, at folk generelt tager alt for store udfordringer i forhold til psykiske forandringer. Fordi de gerne vil have det bedre.

Hvis man har det rigtig dårligt og har svært ved at gøre det her, så kan man få noget medicin, som giver et ståsted, hvor man har lidt flere kræfter til at udfordre det. Det kan være antidepressiv eller antipsykotisk medicin alt afhængig af, hvad lægerne vurderer. Det er deres speciale. Forandring tager tid. Jeg plejede at sige til mine patienter i psykiatrien, at hvis de havde haft deres problemer i flere år, så kunne de nok regne med, at det ville tage lige så mange måneder at skabe en forandring. Altså 10 år ville betyde 10 måneder. Men det kan ske. Det kræver vilje, mod og vedholdenhed. 

Når man har det svært i sit liv, er det almindeligt, at man kan få tanker om at stoppe det hele, gøre en ende på sit liv. Man kan se det som en mulig løsning på sine problemer. Komme ud af sin svære situation. Komme væk fra det hele. Det er typisk skræmmende, og for det meste noget, man ikke ønsker. Netop derfor er det skræmmende. Det er godt, at det er sådan og kaldes Indre Modstand i psykologien.

Som almindeligt menneske, der plejer at fungere okay i sit eget liv, behøver man ikke at blive så skræmt over at opleve disse tanker ved psykisk krise eller belastning. Ligesom så mange andre automatiske tanker kan man også opleve dette. De fleste af vores tanker er ganske automatiske og uden for vores kontrol. De kommer bare. Indenfor den kognitive psykologi taler man om, at mindst 95 % af vores tanker er automatiske, og kommer af sig selv. Det er næsten dem allesammen. Så længe man bliver skræmt eller oplever ubehag ved disse tanker, er det formentlig bare automatiske tanker om en uønsket løsning på ens problemer. 

Jeg skelner mellem det, jeg kalder Grøn, Gul og Rød Zone. At man i det hele taget oplever uønskede og skræmmende selvmordstanker ved psykisk belastning, er i den grønne zone. Det er ufarligt og ofte et forståeligt tegn på krise. Dér, hvor jeg som psykolog bliver mere opmærksom, er, når klienten også har lyst til at komme herfra, at der er et selvmords-ønske. At man også har et ønske om at komme herfra er et skridt videre i betydning. Det er i den gule zone, og skal tages alvorligt. Det er formentlig en krise for den enkelte, der har meget eksistentiel betydning. Som har varet lang tid uden, at man har kunne løse den. Det skal der tales om i terapien, og det er vigtigt, klienten ændrer praksis og tanker. Det sidste stadie, den røde zone, er, når personen også begynder at lægge konkrete planer om at tage sit eget liv. Når dette sker, er vi på et alvorligt sted, hvor der skal tages handling for at passe på klienten. 

Opsamlende kan man sige, at dér, hvor jeg som psykolog bliver opmærksom, er, når klienten har lyst til at komme herfra. Selvmordstanker er almindeligt forekommende ved psykologiske kriser. På Psykiatrisk Center Sankt Hans forholdt man sig først til, om folk havde tankerne. Det var almindeligt ved kriser, psykisk sygdom og især svære psykiske sygdomme, som kræver indlæggelse. Dernæst var fokus på, om patienterne havde lyst til at komme herfra/tage livet af sig selv. Siden konkrete planer; om de faktisk havde forestillet sig, hvordan de ville gøre det. I så fald overvejede man indlæggelse på et lukket afsnit for at passe på folk.

Mine erfaringer: folk nævner sjældent mere end, at de evt. har tankerne. Det har i psykiatrien været et emne, der kom frem under andre omstændigheder på afdelingen med sygeplejerskerne eller lægen. Jeg har derefter talt med patienterne om deres situation. Nogle gange mens de var indlagt på et lukket afsnit. 

I årtier har man anvendt begrebet Borderline i psykiatrien og i folkemunde. At folk var på grænsen til sindssyge. De var ikke bare neurotiske/svært forstyrrede psykisk. Det er et udtryk, som har overlevet helt op til i dag, og man finder det stadigvæk i diagnosebøgerne som en tilføjelse til, hvordan folk kan være psykisk forstyrrede. Jeg bryder mig ikke selv om udtrykket og synes, det er et forældet levn fra fortiden i psykologien og psykiatrien. 

Heldigvis i starten af dette århundrede, i nullerne, kom den amerikanske psykolog og professor Marsha Linehan og tilbød en anden forståelse: Dialektisk Adfærdsterapi (DAT), på engelsk Dialective Behavioral Therapy (DBT). Inspireret af kognitiv adfærdsterapi, buddhisme og meditation. Folk var følelsesmæssigt ustabile på grund af belastninger. De reagerede hurtigt, voldsomt og brugte lang tid for at vende tilbage til deres normale emotionelle tilstand. Det handlede om traumer, oplevelser som belastede folk. Det kunne være fysisk som følge af ulykker, krig eller vold. Psykisk på grund af manipulation eller tvang for eksempel. Seksuelle traumer på grund af overgreb. Det kunne handle om fysisk sygdom; det man kalder på Organisk Grundlag/sygdom i kroppen eller hovedet. Jeg har det f.eks. på grund af min sclerose, som er en hjernesygdom. Jeg reagerer også emotionelt hurtigt og voldsomt, når jeg fx er udmattet. Man kan også reagere på grund af andre hjernepåvirkninger. Epilepsi, narkotika eller andet.

For mig som psykolog i psykiatrien var det en kæmpe forandring at få en anden forståelse af vores emotionelt voldsomme patienter. Det var deres psykiske traumesystem, der blev aktiveret. Det blev meningsfuldt og sammenhængende, og det blev muligt at forholde sig til det. Undersøge det og begynde at eksperimentere med forandringer. Gøre noget ved det. Der var en række årsager, der førte frem til deres voldsomme reaktioner. En af Linehans metoder er fx Kædeanalysen, hvor man forholder sig til en sammenhængende mængde hændelser, der til sidst leder op til selvskade. I stedet for at afskrive patienterne som hysteriske og udenfor rækkevidde, begyndte man i psykiatrien at forholde sig respektfuldt og omsorgsfuldt til deres problemer med voldsomme følelser. Sammen med patienterne udfordrede jeg deres destruktive strategier af selvskade, som måske på kort sigt lettede dem for en psykisk smerte, men som på lang sigt ødelagde meget for patienterne.

De voldsomme følelser kan i den forståelse medføre, at man prøver at gøre noget for at slippe af med dem. Nogle begynder at skade sig selv for at få en fysisk smerte i stedet for den psykiske. De slår sig, kradser sig, bider sig, banker hovedet ind i noget. Det kan tage mange former blandt andet, at folk helt konkret skærer i sig selv. Det er sjældent fordi folk ønsker at dø, men oftere, at de vil slippe for den psykiske smerte. Den danske Psykolog Bo Møhl er en stor kapacitet indenfor viden om og behandling af selvskade på et psykodynamisk grundlag. Psykolog Stig Helweg-Jørgensen på Fyn har i mange år været en kapacitet indenfor behandling med og undervisning i Dialektisk Adfærdsterapi. 

Den Dialektiske Adfærdsterapi af Linehan har haft og har stadig stor betydning i mit virke som psykolog. Det har gjort, at jeg bedre kunne møde min psykiatriske patienter med forståelse og støtte.

Alle har en psykologisk strategi til at håndtere belastninger/kriser. Det kaldes Forsvarsmekanismer i Psykodynamikken og handler primært om, hvordan man håndterer følelser som angst. Det kan bl.a. være, at man undertrykker, fortrænger, benægter, eller forskønner det problematiske. At man skyder skylden på andre. At man reagerer helt omvendt; en Reaktionsdannelse: I stedet for at blive ked af det eller vred, synes man, at belastningen ikke er problematisk og reagerer måske med omsorg eller interesse i stedet.

I den kognitive skole fokuserer man på folks måde at tænke på; den Kognitive Stil, og har primært fokus på, hvordan folk tænker i forhold til deres problemer: fx, at man forstørrer/formindsker det problematiske, fokuserer selektivt på alt negativt. 

For mig at se er der meget overlap mellem de to tilgange. De handler begge om, hvordan man går til problematiske oplevelser. Den dynamiske handler primært om angst og den kognitive mest om tænkning. Følelser og tænkning påvirker hinanden gensidigt og er beslægtede. Ud fra en kognitiv tilgang kan man fint arbejde med dem begge.

Ved at forholde sig til sine belastninger sammen med en psykolog kan man overveje sin måde at møde sine problemer på og prioritere og vælge, hvordan man vil reagere. 

Det var mine overvejelser. Tak for, at du læste med. Send mig en mail, hvis vi skal tale sammen.

Vi mangler ofte en forståelse og et sprog for de svære oplevelser, når vi rammes af en krise. Vi overvældes af dem og kan have svært ved at sætte ord på dem. Som den finske Kliniske Psykolog og Professor i Psykoterapi ved universitetet i Jyväskylä Jaako Seikkula på baggrund af sit arbejde med Professor i Psykiatri Yrjö Alanen foreslog om akutte, førstegangspsykoser i sin banebrydende metode Åben Dialog fra 1980’erne. Er belastningen stor nok, kan folk opleve reaktioner i form af psykotiske fænomener indenfor vores fem sanser: syn, hørelse, lugt, smag og følesans. Dertil kommer ofte vrangforestillinger, der uanset deres usandsynlige logik typisk knytter sig til hallucinationerne. Seikkulas Socialkonstruktionistiske pointe er, at der gennem fælles netværkssamtaler med alle involverede, inklusive den psykotiske person, efterhånden skabes en historie/et narrativ, der kan rumme og give mening til de psykotiske oplevelser. Om alt går vel vil de psykotiske symptomer mindskes, så der ikke er behov for antipsykotisk behandling.

Det samme gør sig for mig at se også gældende ved almenmenneskelige kriser uden psykotiske reaktioner. I forbindelse med sygdom, dødsfald, trafikuheld mm. Følelsesprægede, kognitive og kropslige oplevelser, man overvældes af, og ikke har sprog for. Det kan være angst, sorg, uro, opgivenhed, overvældelse og andre reaktioner. Selv når reaktionerne ikke er psykotiske, men stadig voldsomme for den enkelte. I mine øjne er en mulighed for at rumme og integrere disse oplevelser, at jo mere, man taler om dem, des mere bliver de velkendte, kan afdramatiseres og håndteres psykisk. Der dannes en fortælling til at rumme og forstå alle de nye ukendte og voldsomme begivenheder. I Michael Whites Narrative ånd skabes Meningens Landskab gennem fortællingerne. Narrativet tager form, så vi kan forstå det, forholde os til det og agere. Og det tager tid. Uger, måneder, år.

BageMindfulness: Jeg vil godt indføre et nyt begreb i Psykologien. Træning af Mindfulness gennem bagning. Lade det fylde ens opmærksomhed. Koncentrere sig om hvert forskellige trin. Det tager mange timer. Starte surdejen til bagning. Hvis den har stået et par dage, skal den sættes igang over ligeså mange dage, før den er aktiv nok til bagning. Jeg kalder det Bagesurdej og Grundsurdej. Bagning er noget af det smukkeste og mest meningsfulde, jeg har prøvet at have som hobby. Det er simpelthen så vildt at se brødet vokse i ovnen. Når man har lykkedes med at ramme det rigtige punkt i surdejens gæringproces, hvor hævekraften er størst, rejser brødet sig som en halvkugle. Snittet henover brødet er vigtigt. Jeg har gået i mange år og været i tvivl om, hvordan det skulle laves. Barberbladet skal være vandret, og man skal skære lidt ved siden af midtlinjen. Så kan man få det på berømte “øre”, en kant, der står op henover brødet.
Det er hypnotiserende at sidde og kigge på, når det er i ovnen. Se skorpen udvikle sig. Glutenstrengene henover brødet, der spænder sig ud. Hvis man er heldig, er der flere af dem inde i brødet.
Man har lyst til at tage det ud, når det bliver brunt, men inspireret af Claus Meyer skal man vente, til der dannes små mørkebrune blærer. Det er først der, sukkerstofferne i skorpen karameliserer, så smagen bliver mere fyldig. Det kræver fuld opmærksomhed. Ren Mindfulness.

Good Enough Bread/Godt nok brød: Den historisk kendte amerikanske psykoanalytiker Donald Winnicot har et begreb, der hedder Good Enough Mother. At man som mor gør det godt nok uanset, at man er bekymret for sin præstation. I forbindelse med min mangeårig surdejsbagning slog det mig, at jeg måske kunne bruge samme begreb som inspiration. Ofte bliver brødet meget anderledes, end jeg håbede på. Tungere, mere fast, mindre lufthuller. Efterhånden er jeg nået til, at det må være okay. Jeg er ikke professionel bager, og jeg bager kun en gang imellem. Det er godt nok uanset, hvordan det bliver. Nogle gange bliver det bedre end andre. Det er okay. I dag blev det f.eks. ikke særlig godt. Måske var surdejen ikke aktiv nok.

For nu at lave et opslag om noget andet end Israel, Gaza eller Ukraine. Lidt psykologisk psykoterapeutisk nørderi. Her i den søde juletid har jeg bedre tid til at overveje min praksis. Jeg har en klient, som til tider bliver meget dårlig fungerende. Jeg overvejer, hvad det er, der måske hjælper? 

Her til morgen slog det mig; at det også er andet end specifikke terapeutiske greb. Det er i høj grad hele settingen. Stabiliteten i relationen. At jeg er der og tilbyder et samtalerum. Selv når det hele er kaotisk. Med en grundlæggende anerkendende holdning til klienten, hvor vi prøver at skabe mening i kaosset. At den psykoterapeutiske situation skaber en ramme for klienten, der forhåbentlig samler og heler oplevelserne. Gør dem forståelige og mere “bærelige” i stedet for ubærlige. Den terapeutiske kontekst skaber et rum, hvor det psykiske materiale kan finde et leje. Hvor yderpunkterne kan samles og overvejes. Så klienten forhåbentligt kan finde vej i uroen, finde lidt ro. Jeg er om muligt med til at skabe et midtpunkt, så der ikke kun er ekstremer. Det er, så vidt jeg kan se, i høj grad også rammen, der heler. 

De tre systemiske domæner er alle relevante: den gamle chilenske biolog og filosof Humberto Maturana fandt på at dele vores overvejelser i tre sammenhængende domæner: Det første er blevet kaldt forskelligt gennem tiden: det Æstetiske/Etiske/Personlige Domæne. Her oplever man et fænomen, og har personlige oplevelser og holdninger til det. Dernæst Refleksionens Domæne og siden Handlingens/Produktionens Domæne. I refleksionen overvejer man forskellige synsvinkler og ideer for sidenhen at vælge én retning, man optimalt handler ud fra i handlingens domæne. 

Min pointe er: Tre i alt, der alle er vigtige. Hvis man handler uden at have tænkt eller følt, så bliver det hovedløst eller hjerteløst, kunne man sige. Det skal føles godt i maven; man skal have hørt folks forskellige oplevelser og overvejelser. Om muligt kan man så vælge én retning at gå i alle sammen. Domæneteorien er især blevet brugt til at skabe refleksion i virksomheder, på personalemøder og kan også bruges i familiesystemer.

Det slog mig, at de allesammen er vigtige. Det er vigtigt at mærke, at tænke, og sidenhen vælge at handle velovervejet. Det var dagens tanke. God weekend. 

De har begge et centralt fokus på adfærd/praksis, nutid og fremtid samt ønskede måder at leve på. De er løsningsfokuserede, og orienterede mod folks tanker eller indre dialoger i det narrative. De kognitive psykologer har siden 1990’erne været rigtig gode til at undersøge deres ideer naturvidenskabeligt, og var blandt de første til at påberåbe sig evidens for deres psykologiske tilgang. “Det virker!” sagde man med sikkerhed i stemmen, hvorefter der desværre fulgte en tendens til at nedgøre andre hævdvundne psykologiske metoder. Siden er evidensbegrebet blevet grundigt diskuteret fagligt, fx hos Scot Miller, der især taler for kontinuerligt at undersøge klientens vurdering af terapien i sin Feedback Informed Therapy (FIT). Andre metoder har siden adopteret den kognitive ide om at begrunde deres metoder med evidens. Mere om det en anden gang. Du kan læse mere om de kognitive teknikker i det følgende og ovre i min Metodedel her på hjemmesiden.

Jeg er som psykolog og studerende trænet siden 2001 i den narrative metode ved Michael White, som tilhører den socialkonstruktionistiske skole. Det er et videnskabsteoretisk begreb, som blev defineret indenfor psykologien af den amerikanske Professor og Psykolog Kenneth Gergen tilbage i 1985 i bogen “The social construction of the person”. Vi er vores sociale relationer og personligheden skifter afhængigt af, hvem vi er sammen med. Vi har multiple/flere selver. Der er fokus på sproget og ords betydning for den enkelte person. Det individuelle anerkendes som indlejret i sociale relationer. Vi står altid i forhold til nogen. 

Her kan jeg godt lide den kognitiv-adfærdsterapeutiske metode, som jeg i 2007 mødte på Psykiatrisk Center Sct. Hans ved mine undervisere, især Psykologerne Irene Oestrich og Lennart Holm. Den anerkender, at vi som mennesker også står i forhold til noget; især vores egne tanker. Videnskabsteoretisk vil jeg placere den kognitive metode indenfor socialkonstruktivisme, der i højere grad anerkender individet uafhængigt af sociale relationer. Da jeg trænede den narrative metode på DISPUK hos Psykolog Allan Holmgren og Michael White, savnede jeg et fokus på, hvad der foregik inden i individet. Mere krop og følelser. Det var sproget og folks levede hverdag, deres praksis; vi havde opmærksomhed på. De Wittgensteinske sprogspil, folk levede med og i: Hvordan de brugte sproget. Hvordan folk gjorde/levede et emne. Praksis og Mening var de centrale kategorier. De diskurser, der påvirkede dem; de temaer eller overskrifter, man kunne udlede for deres liv. 

Da jeg mødte det kognitive, kunne jeg lide det meget konkrete, praksisorienterede fokus, som jeg kendte godt fra det narrative. Samtidig var det også lidt mere enkelt. Jeg kunne godt lide inddragelsen af krop og følelser som fast bestanddel i den psykologiske undersøgelse. Samtalerne skulle kunne omsættes til handling. Folk skulle træne og lære noget nyt for at løse deres problemer. Se fx Judith S. Beck (datter til metodens nedenfor nævnte ophavsmand) og Christine Padesky. Metoden er ret enkel. Man taler ind i folks helt grundlæggende opfattelser; det man kalder Skemata. Det er folks holdninger til: Sig selv, Andre og Livet i det hele taget. Man taler om den amerikanske psykiater og grundlægger af metoden Aaron Becks grundlæggende kognitive trekant. Disse grundlæggende opfattelser eller antagelser påvirker folks måde at forstå og handle i deres liv. De påvirker alt ved folks liv, og de er sjældent umiddelbart bevidste eller præsente for folk. Man kan udlede dem sammen med en god psykolog. Det næste kognitive niveau, som er nemmere at finde, som folk ofte kan sige højt, er Leveregler. Det handler om, hvordan folk synes, de selv skal være for at være gode nok. Det viser sig typisk i sætninger som: “Hvis man skal fx være et ordentligt menneske, så skal man gøre…”. Burde-, kunne-, skulle-udsagn. 

Her viser det kognitive et spændende fokus på sproget, som jeg holder meget af fra det narrative og socialkonstruktionistiske. Folk har ofte selvundertrykkende leveregler. Der ligger meget information gemt i de enkelte ord, folk bruger. Information om deres holdninger til sig selv, andre og verden. Man arbejder sprognært. Jeg plejer at kalde dem fætter/kusine-metoder. De har mange fælles fokusser eller foci. Det kan godt være, den Narrative og den Kognitive metode kommer fra forskellige videnskabsteoretiske standpunkter, men i praksis har jeg haft stor glæde og effekt af at have et sideløbende fokus på dem begge i mit arbejde. Nogle gange have et fokus på diskursen i folks fortællinger, nogle gange mere fokus på, hvordan folks tanker, følelser, kropslige oplevelser og adfærd hænger sammen.

Siden mit speciale i 2003, hvor jeg undersøgte, hvordan man kunne forøge psykotiske folks handleevne gennem en kobling af narrativ og kognitiv metode, har jeg været inspireret af begge metoder. Eksemplificeret ved Jaakko Seikkulas spændende socialkonstruktionistiske tilgang; Åben Dialog, udviklet i 1990’rne i Finland. Mit speciale ligger her på min hjemmeside under Publikationer, hvis du vil se det.

Tak fordi du læste med. Du må endelig henvende dig, hvis du har nogle spørgsmål.